Badestrand i Tyrkiet

Står det til de tyrkiske myndigheder, er noget af badestrandene ved Manavgat forvandlet til et sydende industriområde med yachtværfter om få år.

Tyrkisk konkurrence til yachtbyggere

Udstyr
22-07-2010 11:32
Inspireret af den succes bådeværfterne i Antalya har, vil nabokommunen Manavgat bygge en industriel zone, udelukkende til yachtbyggeri. Der satses på op til 500 nybygninger om året.
af katrine bertelsen

Et udvalg bestående af både regionale og nationale politikere mødtes i sidste uge for at diskutere planerne for et stort erhvervsområde udelukkende til yachtbyggeri ved Manavgat i det sydlige Tyrkiet. Området er på 500,000 m2. Det skriver den tyrkiske avis hurriyetdailynews.com

Manavgats nye industrielle zone skal kun beskæftige sig med bådebyggeri og vedligeholdelse. Manavgat, der ligger på den tyrkiske sydkyst tæt ved Antalya, har allerede en veludbygget infrastruktur og den kapital der skal til. Antalyaområdet, der allerede er et stort turistmekka, ses som et område der kan udvikles til andet og mere end turisme. 

30 firmaer fra Antalya og Istanbul er allerede med i projektet, som kan ende med at omfatte op til 50 virksomheder, der gerne skulle give beskæftigelse til 7-8000 mennesker.

Ahmet Erol, fra Antalya Chamber of Sea Trade siger.
”Vi satser på, at der kan bygges 500 yachts om året. Det vil bringe den tyrkiske yachtsektor op på topniveau i løbet af få år."

Med beliggenhed direkte til Middelhavet og en søfartsskole i nærheden anses projektet for en succes på forhånd. Ønsket er at forvandle distriktet til et førende økonomisk område, med vægten lagt på yachtbyggeri.

Dr. Şükrü Vural, formand for Manavgat handelstandsforening siger.
”Bådeværfterne i Antalya arbejder på fulde tryk, så vi er interesserede i at udvide kapaciteterne til de nærliggende kommuner, og Manavgat er et af de bedste.”

Projektet afventer den endelige godkendelse fra industriministeriet, men det anses for en detalje, da projektet gerne skulle stå færdigt om to år.

Bookmark and Share
Ingen kommentarer







Felter med * skal udfyldes

Minmotorbaad.dk, Tuxensvej 17, 2700  Brønshøj, tlf. +45 21 66 57 37, troels@minbaad.dk, www.ezl-data.dk
Om minmotorbaad.dk - Kontakt - RSS - Annoncering